Om den perciperede enkelhed

Inegn kan se dette billede og ikke forstå  det enkle problem

Den allervigtigste tekniske faktor overhovedet for en shitstorm, er det jeg kalder den perciperede enkelhed

Det er en teknisk faktor, fordi den ikke i sig selv kan skabe en shitstorm, men hvis den ikke er til stede, vil sagen med næste total sandsynlighed dø. Når jeg kalder det for den perciperede enkelhed – altså at vi opfatter noget som enkelt – så er det fordi selve sagen der ligger bag ikke behøver at være simpel. Det vigtigste er at det indhold netbrugerne præsenteres for, er skåret knivskarpt og enkelt.

Hvis en historie fremstår som blot minimalt kompleks, så falder dens shitstormpotentiale voldsomt. Til gengæld kan komplekse historier sagtens præsenteres som om de er simple og medføre en shitstorm imod virksomhederne eller menneskene bag. Derfor ser man ofte at budskaberne mange shitstorms er voldsomt forenklede og ofte udelader vigtige faktorer.

Ding DONG“Stop salget af DONG”

Et eksempel er sagen om salget af 19% af aktierne i DONG til investeringsbanken Goldman Sachs. Selve handlen var et relativt komplekst forhold, hvor finansministeren bl.a. skulle skaffe ny kapital og på længere sigt finde en partner til at børsnotere DONG og dermed træde ud af firmaet igen. Der var en del ting der faktisk talte for at denne sag var lidt for kompleks til at skabe en storm. Men fordi alle nuancer mange steder blev skåret væk til fordel for det voldsomt forenklede budskab: “staten sælger vores allesammens DONG til kapitalisterne fra Goldman Sachs”, lykkedes det at skabe stærke “nationalromantiske” følelser og en meget voldsom modstand imod salget.

Marius fodret til tigre - eller whatever“Denne uskyldige giraf er sund og rask og skal snart dø!”

Det er også oplagt at nævne et relativt komplekst forhold om et avlsprogram som organisationen EAZA har iværksat for at sikre genetisk diversitet blandt populationerne i de europæiske zoologiske haver, hvilket medfører aflivning af mange dyr hvert år – også i Københavns Zoo. Dette forhold er for komplekst og abstrakt til at skabe nogen større debat. At ZOO i København afliver dyr for at holde bestanden nede blev faktisk helt konkret beskrevet i Politiken i 2012 uden at skabe nogen form for stormvejr. Men fordi Zoo annoncerede aflivningen af giraffen Marius på forhånd (for at kunne invitere skolebørn til obduktionen), så var det muligt at skabe indhold i form af billeder af den levende giraf og dermed den meget enklere og også stærkt rørende historie om en sund og rask giraf, som snart skulle aflives (læs: hentrettes)

“Bevar DK-domænet ufhængigt” (sådan får en ultra-nørdet sag offentlig appeal)

dkNår man skal registrere et domæne – som f.eks. shitstormlab.dk, skal man igennem en organisation som hedder “DK-hostmaster. Denne organisation har fået retten til at stå for uddelingen, af den danske stat. I sensommeren 2008 stod DK-hostmaster til at miste opgaven med at administrere .dk-domænet til en nytilkommen forening som hed dotDK. Det ville samtidig medføre at den eksisterende domæneregistreringsmodel (kaldet “sole registrey”), hvor dit domæne altid ligger ét uafhængigt sted, som ikke har andre økonomiske interesser, skulle erstattes af en anden model (kaldet “shared registrey”) hvor flere udbydere skulle have mulighed for at stå for domæner – også selvom de også kunne have andre interesser som konfliktede (som f.eks. salg af dit webhotel til domænet etc.) . Ja – det er meget langhåret, ikke?

Jeg var imod denne ændring, da jeg frygtede at det kunne blive til en forringelse for brugerne og gøre det mere besværligt at håndhæve rettighederne til sit eget domæne. Derfor ville jeg forsøge at mobilisere til modstand på Facebook. Men hvordan skulle man kommunikere en sådan problemstilling til folk?

Jeg besluttede mig for at lave en Facebook-gruppe og skulle vel så ret beset have givet den navnet. “Bevar sole registry for dk-domænet“ eller noget lignende. Men jeg indså hurtigt at den nok ville få ca. 12  medlemmer, da ikke ret mange mennesker kunne relatere sig personligt til det budskab, endsige fatte hvad det handlede om. Derfor valgte jeg at forenkle budskabet og kaldte istedet gruppen”Bevar dk-domænet uafhængigt!“. Dette budskab kunne man sagtens erklære sig enig i – uden at læse andet en titlen og uden at kende ret meget til teknik. Det var noget som en del kunne relatere sig til og gruppen voksede hurtigt til over 3500 medlemmer. Det virker måske ikke som ret mange. men vores “modstandere”, som ønskede en mere liberaliseret domænemodel havde valgt et navn som ingen forstod, nemlig “Vi støtter dotDK’s bud på .dk” og nåede kun op på ca. 200 medlemmer. Så derfor virkede det som om opbakningen til DK-Hostmaster var langt den største og det endte med at DK-hostmaster vandt udbudsrunden.

Shitstorm tips: Husk at alt umiddelbart skal kunne forstås ud fra det billede, den tekst eller det navn på din Facebook-side, du vælger. Den skal sidde der i første hug og må ikke være tvetydig. Prøv dit indhold af på sidemanden – hvis det ikke umiddelbart kan forstås, så lav det om. Når først dit indhold er derude, så kan du ikke stå ved siden af og forklare hvordan det skal opfattes. Billeder skal kun vise én utvetydig historie og helst undgå for mange detaljer. Hvis der er nuancer i dit budskab, så skær dem bort til fordel for den historie som bedst skaber sympati om din kampagne. Husk – det handler ikke om at sagen skal være enkel – men om at den skal opfattes som om den er det. Det er den store forskel.

1 reply

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] en upopulær finansminister eller at henvise direkte til andre sager i din titel eller dit navn. I sagen om DK-domænet, havde jeg for eksempel lavet et logo, som indeholdt et “.dk” spundet ind i pigtråd […]

Comments are closed.